GUIDE TIL AT LAVE “MELT AND POUR” SÆBE

Se vores 10 minutter lange video tutorial her,

eller følg guiden nedenunder;-)

 

Du skal bruge:

– En Microovn – eller et komfur med en dobbeltgryde/vandbad.

– En ildfast kande eller skål, der tåler at komme i microovnen.

– En ske

Eller andet at røre rundt i sæben med

– En stor kniv

Til at skære sæben ud med

– Microovns film

Til at dække sæben over med imens, den bliver varmet i microovnen, så den ikke fordamper. (Kan fravælges)

– Husholdnings film

Til at pakke sæben ind med bagefter.

– Melt and Pour Sæbe.

(en almindelig størrelse sæbe vejer ca 100g, en isterningestørrelse ca 15g)

– En form at hælde sæben i.

– Det bedste er en silicone form, der kan give sig, så du kan få sæben ud igen, når den er størknet.

– Nogle bruger også plastikforme, som kan give sig nok til, sæben kan poppes ud – men disse har det dog ofte med at gå i stykker efter noget tid, eller hvis man hælder for varm sæbe i.

– du kan også være kreativ og bruge en plastik beholder, der har været mad i, såsom et yoghurt bæger, beholderen fra skinkesalaten, eller et engangs plastik krus, du bare kan klippe i stykker for at få sæben ud.

– Duft

Det er altid dejligt, når ens sæbe dufter (men selvfølgelig ikke strengt nødvendigt).

Man kan f.eks. krydre sin sæbe med:

Æteriske Olier (vi bruger dem fra Urtegården).

Disse dufte er naturlige og udvundet af alt fra Lavendel og Orangeblomst til Kanelbark eller Kamille.

Her skal man til 100g bruge ca 2-6 dråber. Hæld lidt i, rør rundt i 20 sekunder, og duft så til sæben igen. Dufter den, som du synes, den skal? Ellers hæld lidt mere i. Dog kan dufte som Lavendel godt være lidt hård ved huden, så hvis du har allergi, så vær varsom og brug hellere for lidt end for meget.

Fragrances (dvs andre duftolier)

Her er det vigtigt at vælge en, der er testet på huden og godkendt til brug i kosmetik. Duftolier kan også købes hos Urtegården, eller i Helsekost butikker.

Det sjove ved dem er, at man kan finde dufte, der immiterer Tutti Frutti, Kaffe, Flødekaramel eller Jordbær.

Lidt om Naturlige Ingredienser, Ikke-Naturlige ingredienser og allergi.

Der kan være flere grunde til at vælge at lave sin sæbe på Naturlige ingredienser. Måske vil man gerne skåne sin krop fra at blive badet i kemikalier, eller måske vil man gerne passe på miljøet. Der er dog én ting, man skal huske på. Ligeså mange fordele, der kan være ved Naturlige ingredienser, så er de ikke nødvendigvis testet på huden. Hvis man har allergi eller sart hud, skal man derfor være opmærksom på, at man ikke er sikret en allergisk reaktion fordi, man bruger naturlige ingredienser. Æteriske olier som Lavendel kan f.eks godt give udslet, hvis man propper for meget i sin sæbe. Kunstigt fremstillede duftstoffer, som Fragrances eller micas, der er lavet til sæbe og kosmetik, er derimod testet på huden og bør ikke fremprovokere nogle allergiske reaktioner.

– Farve

Man kan købe farver, der er lavet til kosmetik, også hos Urtegården eller på Amazon.

Der er flere forskellige muligheder. Man kan f.eks. vælge farver, der er vand/oliebaserede, eller farver, der er udvundet af jorden og kommer i pulverform.

Det, der er lettest at få fat i, er noget, du muligvis allerede har i køkkenskabet, nemlig:

Frugtfarve & Slikfarver

Frugtfarve fungerer rigtig fint både i hvid og transparent Melt and Pour sæbe, og rigtig mange sæbemagere bruger det. Det, man skal være opmærksom på, er, at hvis man vil lave en sæbe i flere lag med forskellige farver, så risikerer man at frugtfarve “bløder”. Dvs. at farverne misfarver hinanden, det røde lag sæbe løber måske over i det grønne lag sæbe, så du får et underligt brunligt miks som overgang fra den ene til den anden. Hvis man propper for meget farve i sin sæbe, risikerer man også, at farven smitter af på håndvasken. Herudover er frugtfarve selvfølgelig heller ikke en naturlig ingrediens, og er heller ikke testet på huden.

Når du benytter en vand eller oliebaseret farve i transparent sæbe, forbliver din sæbe gennemsigtig. I hvid sæbebase bliver den lidt mere pastelfarvet.

Vandbaserede Kosmetik og Sæbefarver

Købes f.eks. på Amazon. De er testet på huden og sikre for folk med allergi, men ligesom med frugt- og slikfarve risikerer man, de “bløder” (misfarver hinanden, når man laver sæbe i flerfarvede lag). I gennemsigtig sæbe forbliver farven lækker gennemsigtig (imodsætning til, når man benytter Mica farver). I hvid sæbe bliver farven mere pastel.

Mica

Mica farver benyttes i kosmetik og er testet til brug på huden. Derfor er de sikre at bruge for folk med allergi. De kommer i pulver form, hvilket betyder, at når de benyttes i transparente sæbebaser, så bliver sæben smukt farvet i den nuance, man ønsker (dvs. den bliver ikke pastelfarvet, som når man bruger den i hvid sæbe) – men sæben bliver ikke gennemsigtig, som ved brug af vandbaserede farver.

Mange Mica´s betragtes som naturlige – dog kan man ikke altid være sikker.

De fleste Mica farver “bløder” ikke (dvs smitter ikke af på hinanden, hvis du laver en sæbe med lag i flere farver).

Du kan købe Mica farver hos Urtegården.

Oxid´er

Disse kommer i pulverform og betragtes som naturlige ingredienser, idet de er udvundet af jorden. De “bløder” ikke. Dog kan farvevalget være lidt begrænset. Sort og blå nuancer er almindelige. Man kan bestille dem på nettet, f.eks. Amazon og nogle online helsebutikker.

Krydderier

Endelig kan man også prøve at farve sin sæbe med krydderier, eller trække farven ud af krydderier, frugter eller tørrede blomster, ved at lægge dem i en olie og opvarme dem på komfuret i vandbad (ligesom sæben). Men det er lidt mere omfattende. Vi anbefaler, du benytter de andre alternativer til at starte med;-)

– Isopropyl alkohol

Hvis man laver sæbe i flere lag, hvor noget sæbe når at størkne inden, næste lag sæbe hældes på, så kan det godt betale sig at sprøjte med noget sprit lige før, man hælder næste lag sæbe på. Alkohol hjælper nemlig med at binde ens sæbelag sammen.

– Valgfrit: glimmer eller små stykker legetøj

Kan støbes ind i sæben, hvis man har lyst.

 

Hvis man har travlt, kan stille sin sæbe i køleskabet – så tørrer den hurtigere. Dog risikerer man, lagene skiller sig fra hinanden, hvis man har lavet en sæbe i flere lag. I så tilfælde anbefales det, at man er tålmodig og lader sæben størkne stille og roligt på køkkenbordet.

 

 

SÅDAN HER GØR DU

Hvis du helst vil guides af vores video tutorial, så kan du se den her.

Du kan også følge vores detaljerede guide nedenunder;-)

 

  1. Skær en klump sæbe i små firkantede stykker, cirka samme størrelse som isterninger.

  2. Læg dem op i en skål eller kande, der kan tåle at komme i microovnen.

Sæt microovns film (eller evt. husholdnings film) henover skålen.

(Det er for at sæben ikke skal fordampe, men kan godt undværes, hvis du ikke har noget)

  1. Smelt sæben i microovnen 30 sekunder ad gangen, indtil den er smeltet. (100g sæbe i små firkanter smelter på ca 45 sekunder.)

Det er vigtigt, at sæben ikke kommer til at koge i microovnen. Hvis det sker, kommer der mange små bobler i sæbens overflade, eller sæben flyder måske ligefrem over din beholders kanter.  En sæbe, der er blevet kogt, vil, når den størkner, føles, som om den sveder. Den kan sagtens bruges alligevel, men føles ikke ligeså lækker, som den ellers ville.

Har du ikke har en microovn, kan du også smelte sæben på komfuret i en dobbeltkoger/vandbad. Dvs, ligesom når du smelter chokolade, så har du en gryde med vand nederst; oveni den sætter du en lidt mindre gryde med sæbestykkerne i. Når vandet koger, smelter sæben, uden at den kommer til at brænde på.

Hvis der stadig er lidt klumper i sæben, når du tager den ud af microovnen, kan du også lade den stå overdækket på køkkenbordet i 5 minutters tid – så vil den flydende sæbe langsomt smelte de sidste små klumper.

Når din sæbe er smeltet, er du klar til at blande de ingredienser i, du har udvalgt.

Hvis din sæbe skulle størkne igen, førend du får blandet det i, du vil, så gør det ikke noget. Du kan bare genopvarme den igen på komfuret eller i microovnen. Nøjes med at give den 10 sekunder ad gangen i microvnen, så du ikke risikerer, at den koger.

  1. Bland duft i.

Nogle dufte kan godt farve sæben lidt, f.eks vanille kan give den en gul nuance. Bland derfor duft i før farve.

Bruger du æteriske olier, skal du passe på ikke at putte for mange dråber i ad gangen. Hvis du kun har opvarmet 100g sæbe, så start med 2 dråber. Rør rundt i 20 sekunder, så duften bliver fordelt i ordentlig. Hvordan dufter sæben nu? Tilføj flere dråber, hvis du vil have, sæben skal dufte mere.

  1. Bland farve i

  2. Hæld din sæbe op i den form, du har valgt.

Vil du lave en sæbe med flere forskellige lag farver i? Så hæld først lag 1 i. Vent derefter på, det størkner.

Pust på overfladen – hvis sæben bevæger sig, er den ikke størknet. Mærk forsigtigt på siden af formen. Føles den hård og lidt afkølet? Så er din sæbe størknet, og du er klar til næste lag.

  1. Sprøjt med Isopropylalkohol

Når du har hældt din sæbe op i en form, kan du sprøjte den med alkohol. Det fjerner de små bobler, der kan lægge sig i overfladen, så du får en dejlig glat sæbe.

Hvis du laver en sæbe med flere forskellige lag i, så sprøjt også med alkolen lige inden, du hælder næste lag i. Alkohol´en hjælper de forskellige lag med bedre at sidde sammen, så din færdige sæbe ikke pludselig går fra hinanden der, hvor dine lag skiller.

Hvis du laver en sæbe i ét lag og er ligeglad med bobler, behøver du ikke sprøjte med alkohol. Hvis du ikke lige har noget isopropylalkohol stående på hylden, kan du købe det i Matas (eller til nød fylde en lille rejse spray flaske med husholdningssprit eller vodka og bruge det)

  1. Lad din sæbe tørre

En sæbe på 100g er ca 30 minutter om at tørre på køkkenbordet. Laver du en sæbe på et par kilo (f.eks. i en silicone brødform, hvor du bagefter skærer sæben ud i stykker), er den 4-6 timer om at størkne på køkkenbordet.

Hvis du har tralvt, kan du stille sæben i køleskabet. Så kan en 100g sæbe størkne på 10 minutter. Men hvis du har lavet en sæbe i flere lag, anbefaler vi kraftigt, at du er tålmodig og ikke sætter den i køleskabet. Du risikerer nemlig 2 ting, ved at gøre dette:

  • Din sæbe kan gå fra hinanden, der hvor lagene skiller
  • Hvis sæben suger for meget fugt til sig, kan den begynde at føles som om, den sveder, og blive helt glat på overfladen.
  1. Pak sæben ind

Pak din sæbe ind i husholdningsfilm, når den er størknet og har kølet lidt af. Hvis du lader sæben ligge uindpakket på køkkenbordet, risikerer du, den suger fugten fra luften til sig, og får en glat, svedende overflade, i stedet for en tør.

  1. Brug din sæbe, eller giv den væk i gave.

RIGTIG GOD FORNØJELSE;-)

%d bloggers like this: